Medarbejder-login

Seminariets Uddannelsesfond deler 400.000 kr. ud

30-11-2011

Der har været udlodning i Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond, og fonden har uddelt 400.000 kr. ved efterårsudlodningen 2011.

100.000 kr. går til Aalborg Universitet Esbjerg til en vindtunnel, som skal bruges til både undervisning og forskning. Vindtunnelen skal indgå i de faste opstillinger på Aalborg Universitet Esbjerg og skal bruges til undervisningen på først og fremmest bygnings-, maskin- og energiretningen, og blive et vigtigt redskab til brug for ingeniøruddannelserne i Esbjerg. Derudover vil vindtunnelen finde anvendelse ved fremtidige forskningsprojekter.

85.000 kr. går til Erhvervsakademi SydVest til et innovatorium, som er fremtidens innovationsfabrik for de unge på de videregående uddannelsesinstitutioner i Esbjerg samt erhvervslivet. Innovatoriet består af 4 fysiske rum/labs: Creativity lab (til uformel brainstorming og kreativ udvikling), Innovation lab (et rum med plads til læring), Tech lab (til visualisering af de gode ideer) og Business lab (et væksthus for dem der ønsker at starte egen virksomhed).

175.000 kr. går til Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole (SMKS) til Scenisk Performance. Formålet er at undersøge og udvikle nye uddannelsesmuligheder i et samspil mellem musiker- og skuespilleruddannelsen. SMKS har ved fusionen med Skuespillerskolen i Odense fået en tværfaglig uddannelsesbredde som den eneste kunstneriske uddannelsesinstitution i Danmark.

Endelig modtog otte lærerstuderende hver 5.000 kr.:

  • Camilla Hansen
  • Christina Skovgaard Nielsen
  • Heidi Maria Naeve
  • Katrine Bügel
  • Marita L. Kooper Straarup
  • Mette Mattson Lund
  • Pernille Katrine Jensen
  • Søren Nielsen

Fakta om fonden:

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond er etableret den 6.12.1995 i forbindelse med likvidationen af Esbjerg Seminarium. Fondens formål er at virke for videregående uddannelser i Esbjerg til gavn for byen og egnen, at yde legater til lærerstuderende, at uddele midler til videregående uddannelsesaktiviteter i Esbjerg. Fonden uddeler af sit overskud 2 gange om året.